Om vores kor

Odense C, 5000 Odense, Danmark

14 Medlemmer

Info

Tid og sted for vores øvetider
TidSted

Mandage

19.00 - 21.30

Henriette Hørlücks Skole
Vi er stort, entusiastisk blandet kor, som består af 45-55 sangere med vidt forskellig alder og baggrund. Vi deler en fælles glæde ved at synge og optræde med vores korsang, både a cappella og med instrumentalledsagelse.    Vores repertoire er overvejende klassisk. I de senere år har vi opført større værker, såsom Mozarts Requiem, Faurés Requiem og Rutters Gloria og vi optræder gerne med årstids- eller temarelaterede koncertprogrammer i samarbejde med koncertarrangøren.    Ud over talrige koncerter i Danmark har vi også været på turné i Letland, Norge, Skotland, Tyskland, Italien, Irland og Ungarn. Vores program på disse rejser har været et bredt skiftende udvalg af dansk musik og en musikalsk hyldest til det land, der besøges.    Vi er et kor med ambitioner. Storekor Odense tilstræber en konstant udvikling samt at forfine nuancerne i den måde, vi formidler de korsatser, vi vælger, således at vi kan sende vores publikum hjem med en stræk, stemningsfuld og mindeværdig musikalsk oplevelse.    Vi er også et meget socialt kor, der samles uden for prøverne og koncerterne. Vi holder både forårsfest, sommerfest og julefest og spiser ofte sammen efter længerevarende koncertprøver.    Storekor Odense har fra oktober 2022 indgået aftale med Ondřej Soukup som korleder.    Ondřej er født i Tjekkiet (Den Tjekkiske Republik), men har i en årrække boet i England, hvor han senest 2022 har dimitteret fra Royal College of Music i London. Ondřej er desuden uddannet på trompet fra Edinburgh universitet.    Ondřej er en alsidig musiker med stor erfaring både som orkester-, opera- og kordirigent. Ud over sit virke i England og Tjekkiet har han bl.a. arbejdet i Skotland, Tyskland, Sverige og fra 2022 også i Danmark, hvor han i 2022 og 2023 debuterer med Copenhagen Phill, Den Danske Sinfonietta, Prinsens Musikkorps samt Ålborg-, Århus-, Odense- og Sønderjyllands Symfoniorkester.    Ondřejs seneste virke med kor omfatter bl.a. musikalsk ledelse af Thomas Coats Memorial Choral Society, som arbejder med professionelle solister samt Royal Conservatoire of Scotland Symphony Orchestra. Han var tilsvarende musikalsk leder for InChorus, et kor, der har indsamlet £ 50.000+ til velgørenhed. Desuden var Ondřej dirigent stipendiat ved Edinburgh Royal Choral Union og kormester hos Haslemere Musical Society, med hvem han sang baryton soloen i Faurés Requiem. Som chefdirigent for Edinburgh University Music Society Sinfonia opførte han Dvořáks Stabat Mater med 250 sangere og musikere på Edinburghs Saint Mary’s.    For yderligere information henvises til: www.ondrej-soukup.com    Vi glæder os og ser frem til samarbejdet med Ondřej.    Storekoret blev stiftet i 1964 som et gymnasiekor på Sct. Knuds Gymnasium under ledelse af Carsten Mollerup. I 1984 ændrede koret navn til Odense Universitets Storekor, og Universitetet har fra dette år lønnet dets leder. Fra 2001 er korets navn Syddansk Universitets Storekor.    Koret kunne således i 2014 fejre sit 50års jubilæum bl.a. med en opførelse af Moszarts Requim i Fredens Kirke, Odense.    I 2016 har Syddansk Universitet opsagt aftaler om støtte til begge universitetets kor og symfoniorkestret og fra 2017 videreføres koret derfor som et uafhængigt kor under navnet Storekoret, Odense.    I tidens løb har Storekoret haft følgende korledere:  1964 - 1987: Carsten Mollerup  1987 - 1995: Alice Joensen (nu Alice Granum)  1996 - 1998: Kaja Klausen  1998 - 2000: Søren Andresen  2000 - 2003: Alice Granum  2003 - 2005: Jacob Mølgård Laustsen  2005 - 2006: Søren Andresen  2006 - 2011: Ann Dybdal Eriksen  2011 - 2012: Anette Haahr Jørgensen  2012 - 2019: Theis Lyng Reinvang  2020 - 2022: Anette Haar Jørgensen  2022 - Ondřej Soukup    Koret har været på følgende koncertrejser:  1993: Riga  1998: Trondheim  2000: Edinburgh  2005: Worms  2007: Firenze  2011: Dublin  2014: Budapest  2018: Stokholm  I efteråret 2025 rejser koret til Leipzig